
Dagligdagen
Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i institutionen, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.
Vi åbner kl. 06.30, hvor dagen starter i vores alrum med de børn, der møder tidligt. Her er der tid til en rolig start på dagen med nærværende voksne og plads til leg og samvær.
Mellem kl. 07.00 og 07.30 fordeler børn og voksne sig på stuerne. Her bliver børnene mødt af kendte voksne, og dagen begynder i et roligt tempo. Nogle børn leger på gulvet, andre ved bordene, og der er altid en voksen tæt på børnene.
Kl. 08.45 samles vi til morgensamling, hvor vi spiser formiddagsmad sammen. Morgensamlingen foregår både ved bordet og på gulvet med sang, dialog, bevægelse og fælles opmærksomhed. Børnene har stor medbestemmelse i forhold til sangvalg, samtaler og de temaer, vi arbejder med. Samtidig får de mulighed for at møde forskellige voksne og læringsformer, da medarbejderne skiftes til at stå for samlingen.
Efter morgensamlingen arbejder vi i mindre læringsgrupper med aktiviteter, der tager udgangspunkt i børnenes alder, interesser og aktuelle temaer. Det kan være kreative aktiviteter, motorik, sang og musik, ture ud af huset eller leg og fordybelse i vores læringsmiljøer.
Mellem kl. 10.30 og 11.30 spiser vi frokost. Herefter bliver børnene puttet, og vi har fokus på rolige overgange, genkendelighed og selvhjulpenhed i de daglige rutiner.
I middagsstunden sover de fleste børn, mens de vågne børn deltager i rolige aktiviteter i alrummet eller i mindre grupper.
Omkring kl. 13.30 spiser vi eftermiddagsmad på stuerne. De børn der stadig sover, får mad, når de vågner. Resten af dagen bruger vi ofte på legepladsen, i mindre fællesskaber på stuerne eller på aktiviteter på tværs af huset, inden børnene løbende bliver hentet.
Kl. 16.15 samler vi de børn, der endnu ikke er blevet hentet.
Vuggestuen lukker kl. 16.45 mandag-torsdag og kl. 16.00 fredag.