
Job
Bliv en del af et hjertevarmt hus, hvor relationsdannelse er den vigtigste faglighed.
I Vuggestuen Firkløveren bliver du en del af en arbejdsplads, hvor høj faglighed og varme relationer går hånd i hånd. Vi arbejder ud fra NPRP med fokus på tryg tilknytning, nærvær og deltagelsesmuligheder, fordi vi ved, at børn udvikler sig bedst, når de mødes af rolige, omsorgsfulde og nærværende voksne.
Selvom vi er en stor vuggestue, arbejder vi bevidst med små fællesskaber, hvor der er tid til at se det enkelte barn. Vi ser samtidig hele huset som ét fællesskab, hvor medarbejdere hjælper hinanden på tværs af stuerne og tager fælles ansvar for både børnene og hverdagen.
Hos os bliver du en del af en engageret personalegruppe, der brænder for faget, deler viden med hinanden og hele tiden udvikler den pædagogiske praksis. Her er plads til refleksion, humor, nye idéer og faglige diskussioner – altid med børnenes trivsel som fælles mål.
Mød Cecilie

Cecilie Ford Juncher er 35 år og har arbejdet som pædagog i institutionen i seks måneder. Her fortæller hun om hverdagen i Vuggestuen Firkløveren.
"Jeg havde været i praktik i Firkløveren, så da jeg skulle starte som pædagog, var det lidt som at komme hjem igen. Jeg blev taget virkelig godt imod."

"Firkløveren er et hjertevarmt sted, hvor fagligheden er meget høj, personalet er virkelig engageret i deres arbejde, og dét er tydeligt! Hvis du overvejer at søge, synes jeg virkelig du skal gøre det!"
Sådan arbejder vi
Vi tror på, at kvalitet opstår i de nære relationer. Derfor organiserer vi hverdagen i små læringsgrupper, hvor børnene mødes af kendte voksne og får ro til at lege, udforske og udvikle sig i deres eget tempo.
Vi arbejder med fælles temaer på tværs af huset, som bliver en del af både morgensamlinger, kreative aktiviteter, motorik, sang, ture og leg. Temaerne tager afsæt i børnenes interesser og kan for eksempel handle om dyr, natur, familien eller science.
Vi udvikler løbende vores pædagogiske praksis gennem refleksion, sparring og samarbejde, og vi har adgang til vejledningspædagoger med særlige kompetencer inden for blandt andet sprog, motorik og natur.
Arbejdsvilkår
Vi tilbyder mentorordning, grundig introduktion og løbende sparring, så nye medarbejdere får en tryg start. Der er desuden mulighed for faglig udvikling gennem NPRP og andre relevante kompetenceforløb.
Arbejdstiden ligger inden for institutionens åbningstid med rul på åbne- og lukkevagter. Vi arbejder efter en fast mødeplan og forsøger samtidig at tage hensyn til både medarbejdernes ønsker og husets behov. Der afholdes faste aftenmøder cirka ti gange om året.